Har du styr på dit bløde sikkerhedsudstyr?

Hvis der skulle være nogen, som ikke ved, hvad der menes med “blødt sikkerhedsudstyr”, så er det meget enkelt. Det er udstyr, som er godkendt til at stå for din sikkerhed, og som ikke er lavet udelukkende af metal i den sikkerhedsmæssige del. Som udgangspunkt er der tale om seler, reb, tape (og her er ikke tale om klisterbånd) og slynger (og her er der naturligvis også tale om dem, som f.eks. sidder på express-slynger).

Når man køber nyt udstyr, så vil levetiden ofte fremgå af den vedlagte manual fra fabrikanten. Hvis man IKKE kender fabrikantens beskrivelse af levetid, så SKAL man gå ud fra at den er 5 år. Man beregner levetiden fra udstyret er taget i brug (pakket ud).

Man har naturligvis altid pligt til, at kontrollere det udstyr, som man benytter ikke har skader (ikke kun de synlige skader, men også skader man kan mærke).

Det der er svært at huske, er hvornår udstyret skal udskiftes.

Næstved Klatreklub har i knapt 10 måneder leveret et system til, at man kan holde styr på sit udstyr. For at benytte dette system, så skal man være oprettet og være logget ind på vores hjemmeside. I menuen i højre side vælger man “PERSONLIGT”, og underpunktet “Udstyrs log”.

Systemet har hele tiden leveret en overskuelig liste over ens udstyr, men nu sender det også e-mails. Dette betyder, at hvis du har valgt, at der er tale om “blødt sikkerhedsudstyr”, har valgt den rigtige dato for hvornår udstyret er taget i brug, samt hvor mange års levetid udstyret har, så vil systemet sende dig en mail, når udstyret har 1 år tilbage, 6 måneder tilbage, 3 måneder tilbage, 1 måned tilbage, 1 uge tilbage, 1 dag tilbage og sidst og ikke mindst dagen efter udstyrets levetid er udløbet. Det er dog vigtigt, at hvis du skifter e-mail adresse, at du så også ændre den på hjemmesiden.

Der er naturligvis tale om data, som ikke kan læses af alle de andre brugere, men kun af dig selv (og webmasteren, men han gider ikke).

Når vi i Næstved Klatreklub har brugt både tid og penge på at skabe dette system, så er det fordi vi mener, at dette er meget vigtigt. Det drejer sig om din sikkerhed, dem du sikre/klatre med, samt dem du evt. udlåner dit udstyr til.